Stor søgning til “Gratisbutik”

Foto: Venligboerne Randers

Venligboerne i Randers har igen haft stor succes med en ”Gratisbutik” hvor et bredt udsnit af borgere i Randers Kommune kiggede indenfor.

Der var omkring 230 mennesker i butikken, og næsten alle fandt noget, de kunne bruge – lige fra et enkelt par sko eller et par fodboldstrømper til tøj til hele familien eller et surroundanlæg.  Karina Hjorth fra Venligboerne i Randers oplyser, at der blev “udsolgt” af elektronik, tasker, billeder og næsten ”udsolgt” af køkkengrej og legetøj.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Venligboerne Randers

»Vi havde så meget tøj tilbage til sidst, at vi valgte at donere flere sække til andre velgørende organisationer i området, så vi trods alt stadig har lidt plads i vores egne opbevaringsrum,« fortæller Karina Hjorth.

»Kunderne var både studerende, kontanthjælpsmodtagere, reformramte, flygtninge og pensionister, altså Hr. og Fru Danmark«

Der var også dem, der syntes, de ville give et bidrag til gengæld for det, de fik med hjem, og der var en del, som benyttede sig at lejligheden til at donere en skilling til foreningens generelle arbejde og foodbanken.

Artiklen fortsætter under billedet

Foto: Venligboerne Randers

»En lille pige gravede dybt i sin lomme og fandt den nok eneste mønt, hun havde deri. Den fik vi som tak for de nogle billeder, lidt tøj og slik, hun havde fundet i butikken« smiler Karina Hjorth.

Mange spurgte hvad tingene kostede. Men det hele var altså gratis. Det var der mange, som havde svært ved at forstå.

»Hvis man ikke fandt noget denne gang, så kommer der nok en ny mulighed« bemærker Karina Hjorth.

»Vi holder sikkert ”Gratisbutik” igen, men det kan kun lade sig gøre takket være de glade givere og intet mindre end 26 frivillige, der knoklede over 2 dage for både at bringe alle tingene fra de forskellige opbevaringssteder rundt om i byen til Kulturhuset. De stillede op, passede butikken, hjalp kunderne og ikke mindst pakkede de sammen og rydde op igen« understreger Karina Hjorth fra Venligboerne i Randers.

Det var femte gang, Venligboerne i Randers holdt Gratisbutik.

Foto: Venligboerne Randers

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*