Børnekor synger for fuld kraft på tiende år

Jennumparkens børnekor

At synge sammen gavner fællesskabet. Det kan børnekoret fra Jennumparkens Fritidshjem skrive under på. Gennem de sidste ti år har børnene og deres forældre nydt godt af sangens samlingskraft

Sigurd Barretts sang “Danmark gennem tusind år”, en kendt og elsket Kim Larsen sang og flere andre folkekære sange er hvad, der er på programmet, når Jennumparkens børnekor skal synge i den officielle Spil Dansk Uge i uge 44.

I et årti har Jennumparken haft sit helt eget børnekor, som har optrådt flittigt lokalt og rundt om i landet. Siden har mange haft glæde af børnenes sang – også børnene selv.

Børnekoret har nemlig haft en stor positiv effekt på fællesskabet og det sociale liv i Jennumparkens Fritidshjem, hvor koret holder til.

“Børnene har fået et rigtig godt fællesskab ud af at synge sammen. Det er ikke kun i de timer, hvor børnene er i fritidshjemmet, at de er sammen i koret. Vi tager også ud og optræder om aftenen og i weekenderne. Det har både givet børnene et godt sammenhold, men ikke mindst også et fællesskab blandt forældrene, som bliver inviteret med, når koret optræder, ” siger Birgitte Sørensen, som både er institutionsleder og korleder.

Det er over halvdelen af fritidshjemmets børn, der synger i koret. De kommer fra mange forskellige kulturer, og derfor finder også sange fra andre kulturer vej ind i musikbøgerne. Koret fungerer som et slags samlingspunkt, fortæller Birgitte Sørensen:

“Børnene lærer om hinandens kulturer og baggrund, når vi synger sange. Men de lærer også om den danske historie. Og det er faktisk en positiv sidegevinst, for det fremmer integrationen. Børnene er vilde med sangene, og når de synger dem derhjemme, så formidler sangen også kultur til deres forældre, ” siger hun.

Udover det gode fællesskab får forældrene og børnene også mange gode oplevelser sammen, for børnekoret har travlt med deres mange optrædener og besøg forskellige steder i landet. Sidste år oplevede børnene både at optræde i Tivoli og på Fregatten Jylland.

I øjeblikket forbereder koret sig til Syng Dansk, hvor de skal optræde med kendte danske sange. Blandt andet besøger de Områdecenter Møllevang tirsdag d. 30 oktober kl. 15.30, hvor alle med lyst til at opleve historiens vingesus kan møde op og høre børnene synge “Danmark gennem 1000 år” og andre danske sange.

 

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*