Stort politiopbud i Randers

Onsdag vrimlede det med politi i Randers. Foto: News-Medie

Onsdag vrimlede det med politibiler og politifolk i Randers midtby. En minister skulle flyves ind til et møde i byen. Der er mødt talrige demonstranter op, som er stærkt utilfredse med ministeren.

Demonstranterne blokerede en vej. Der blev bl.a. kastet med sten mod politiet, og der blev råbt skældsord efter betjentene.

Det hele var heldigvis kun en øvelse, og stenene var af skumgummi. Demonstranterne var selv politifolk, men skånede ikke kollegerne.

Scenariet med ministeren er ikke urealistisk, og i sådanne situationer, er der mange ting at tage højde for, oplyser politikommissær ved Østjyllands Politi, Mikael Larsen.

»Det er politiets opgave, at passe på både ministeren og demonstranterne, men også borgerne i området, hvor det sker,« siger han.

Politiets håndtering af demonstrationer kan også benyttes, når der i øvrigt er større folkemængder, eksempelvis ved fodboldkampe.

Omdrejningspunktet for dagens øvelse var demonstrationer og husbesættelser. Demonstrationer blev øvet i midtbyen, mens rydning af besatte huse foregik på Falcks uddannelsescenter på Langvang.

Øvelsen forløb over to dage. Tirsdag blev der øvet i Fredericia, og onsdag altså i Randers. I øvelsen deltog også politimotorcykler, droner, helikoptere og andre indsatskøretøjer.

Politiet arbejder på tværs af politikredsene, når der er større episoder. Derfor var der deltagere fra samtlige jyske og fynske politikredse. Omkring 300 politifolk deltog i øvelsen.

Foto: News-Medie
Foto: News-Medie
Foto: News-Medie
Foto: News-Medie

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*