Dom i sag om indsmugling af 300 kilo hash og 11 kilo kokain

Betjente fra Særlig Efterforskning Vest og Østjyllands Politi var klar, da tre danskere den 15. december sidste år modtog en lastbil fyldt med hash og kokain.

Det var en nu 60-årig hollandsk chauffør, der sad bag rattet i lastbilen, som blev parkeret ved en ejendom nær Solbjerg. Her gik de fire mænd i gang med at læsse de ulovlige stoffer af, da de blev overrasket af politiet.

Alle fire blev anholdt og varetægtsfængslet, og i dag blev den hollandske chauffør idømt ni års fængsel for indsmugling af de 300 kg hash og 11 kg kokain, som politiet fandt i lastbilen. Han blev desuden udvist af landet med indrejseforbud for bestandigt. Retten besluttede at lastbilen, sættevognen og narkotikaen samt et større kontantbeløb skulle konfiskeres fra de tiltalte.

To mænd på nu 25 og 28 år fra Aarhus-området blev idømt henholdsvis et år og ni måneders fængsel og to år og tre måneders fængsel. De blev alene dømt for at have modtaget 200 kg hash fra lastbilen. Retten kunne ikke med sikkerhed afvise, at kokainen og de resterende 100 kg hash skulle have været afleveret til nogle andre.

Den sidste af de fire tiltalte, en 34-årig mand, blev frifundet, fordi retten ikke fandt det bevist, at han havde deltaget i modtagelsen af narkotikaen.

Anklager i Særlig Efterforskning Vest, Signe Gråkjær, er tilfreds med dommen.

– Der er tale om indsmugling af en meget stor mængde narkotika, så jeg er tilfreds med, at retten takserede det til en langvarig fængselsstraf til chaufføren. Heldigvis fik politiet forhindret, at den store mængde narko endte på gaden, siger anklageren.

De to mænd på 25 og 28 år modtog dommen. Chaufføren har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke. Den 34-årige blev løsladt efter dommen, mens de tre dømte fortsat er fængslet.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*