Fra Helvede til Paradis

Familien Djervad og Staun med den lille frække Willy

Mange af hundene fra den uhyggelige dyremishandlingssag i Gjerlev har oplevet mere ondskab og afstumpethed end de fleste.

Flere af dem har fået et nyt hjem, hvor de får den tryghed og kærlighed, som ethvert husdyr har fortjent. Nu udviser hundenes tilstand mærkbare tegn på forbedring, om end de stadigvæk er præget af de frygtelige forhold, som de levede under i Gjerlev.

Én af hundene bor hos Susanne Djervad og Henning Staun i Bendstrup. Det er den to årige terrieblanding Willy, som nu har en normal vægt, og er vokset det, han skal.

Susanne Djervad og Henning Staun erfarede om den makabre sag i nyhederne og på Facebook. Det rystede dem begge, og berørte dem meget. Derfor var de ikke i tvivl. De måtte hjælpe en af mishandlede hunde.

»Vi tænkte, at nogen må gøre noget for de stakkels hunde. Hvis Dyrenes Beskyttelse vurderede, at der stadig var håb, så ville vi gerne hjælpe ved at aftage en hund,« fortæller Susanne Djervad.

Parret skulle skrive en ansøgning, hvor der skulle gives mange personlige oplysninger. Ansøgning skulle vise, om de var egnede til at aftage en af de vanrøgtede hunde.

Som de store dyrevenner de er, blev de omgående godkendt, og de blev tilbudt Willy fra dyreinternatet i Brande.

»Der mødte os et lille bitte væsen, som var pjevset, bange og utryg. Men han så også lidt fræk ud. Vi kunne slet ikke modstå ham, så det blev ham, vi skulle have med hjem.«

Hundene havde gået i deres egen afføring i lang tid, og det sad i pelsen. Derfor måtte de klippes og vaskes grundigt. Alligevel lugtede han lang tid efter. Både i bilen på vej hjem, men også i deres hjem.

Det var ikke bare lugten som pegede på, at den 2-årige den lille hund havde oplevet noget dramatisk. Han viste tydelige tegn på, at han ikke var vant til at spise rigtigt, og havde ikke ro til at spise.

Han halter lidt endnu, og det skyldes ifølge dyrlægen en muskelskade, på grund af manglende motion og forkert eller intet nærende foder. Den lille Willy havde bare siddet i et bur, som var for lille.

»I begyndelsen lå han i sin kurv ved siden af mig, så jeg kunne sætte hånden ned til ham. Men der gik ikke lang tid, inden den lille Willy lå i fodenden af sengen. Og så var han rolig og tryg« fortæller Susanne Djervad.

»Det var virkelig som at få et lille barn,« siger hun.

Willy kommer fra hvalpefabrikken i Gjerlev. Foto: News-medie

Willy er blevet vild med at lege med bamser, men der gik et helt år inden han begyndte at lege. Det var i begyndelsen hvalpelege, og det viser at hans hvalpeudvikling er et år forsinket.

Henning Staun forklarer, at Willy er bange for at gå ind ad døre.

»Han har taget skade af at sidde i det lille bur, og det er tydeligt, at han ikke vil lukkes ind igen. Der er ligesom en usynlig grænse, når han skal ind, men vi bliver ved med at øve det,« fremhæver Henning Staun.

Susanne Djervad og Henning Staun har en også en labrador, som de havde inden Willy kom ind i billedet. De spiller nu bold sammen, og Willy er begyndt at kæmpe om bolden, og udvise mere selvtillid. Men alligevel var det, som parret fik en ny lille skadet baby.

Da politiet og Dyrenes Beskyttelse fandt de afkræftede hunde, konstaterede de, at hundene ikke bare sultede, men også tørstede.

De var ikke vant til at få vand, men kun svinefoder, som var blødt op i noget væske. Derfor gik der lang tid, før Willy ville drikke normalt. Det lille kræ havde dårlige erfaringer med at føle tørst, og derved få stillet et af de mest basale behov for overlevelse.

Han bliver stadigvæk forvirret når der opstår forskellige lyde.

»Det er jo et klart tegn på, at han har savnet tryghed. Når vi tager ham op, og bærer ham, så falder han til ro,« beretter Susanne Djervad, som frygter, at Willy har hørt larm, skud og måske skrig fra andre hunde, som blev slået ihjel.

Hverken Susanne Djervad eller Henning Staun vil udtale sig om hvilken straf, som de tiltalte bør have. I stedet er de optaget af, hvordan hvalpefabrikker undgås.

»De kan blive straffet nok så mange gange, men den eneste måde vi kan stoppe det på, er ved at lade være med at købe hunde sådanne steder« siger parret samstemmende.

De har besluttet at følge sagen, når den kommer for retten. De har en masse spørgsmål, som de gerne vil have svar på.

»Det er komplet uforståeligt, at mennesker kan komme så langt ud, og vi har svært ved at forstå, at en person kan slå levende væsner ihjel på den måde,« siger Susanne Djervad og Henning Staun.

Om de får svar på deres spørgsmål, er imidlertid uvist. Der bør nemlig ikke være et fornuftigt svar, på den slags handlinger.

Men én ting står fast. Willy er kommet fra Helvede til paradis.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*