Med kærlighed og godbidder

Jørgen Stigsen, Amalie og Lene Kjærgaard sammen med Mulle

Fra den 2. april 2017 ændrede hverdagen sig for Lene Aakjær og Jørgen Stigsen og den øvrige familie sig.

Den dag hentede de den 2-årige hund, Mulle fra Dyrenes Beskyttelses internat i Hjallerup. Mulle var én af hundene fra den barbariske Gjerlev-sag.

Familien har altid haft to hunde, men nu var kun labradoren Sille tilbage. Jørgen Stigsen havde besluttet, at de ikke skulle have flere hunde. Både Amalie og Lene Aakjær var enige om, at det altid er en fordel at have to hunde. Og sådan blev det. Jørgens beslutning blev hurtigt omstødt.

På det tidspunkt var datteren Amalie og Lene Aakjær fra Randers på skiferie i Østrig, mens husbonden Jørgen Stigsen sad hjemme i Danmark, og beslutningen om, at der skulle ske en familieforøgelse skete pr. computer.

Datteren Amalie har hele tiden haft en drøm om at hjælpe en hund, som ikke har haft det godt. Da sagen fra Gjerlev så blev kendt i offentligheden, var sagen klar.

Amalie oplyser, at hun altid har haft hund, bortset fra 9 dage.

Hunden Mulle kommer fra hvalpefabrikken i Gjerlev. Foto: News-Medie

»Det var forfærdeligt, og det var de 9 længste og kedelige dage i hele mit liv. At hunden er menneskets bedste ven er bare så rigtigt,« erklærer Amalie.

Efter hjemkomsten fra skiferie skulle der først laves en ansøgning, og her blev der stillet en masse personlige spørgsmål. Bl.a. om man har hund i forvejen, hvordan man bor, hvad man laver jobmæssigt, erfaringer om hunde, hvor tit man har gæster og ens sociale liv.

Ansøgningen lignede meget de ansøgninger, som skal udfyldes, når der er ønske om at adoptere et barn.

Da familien var godkendt til at kunne få en hund, gik turen til Dyrenes Beskyttelses internat i Hjallerup. Det kunne ikke gå stærkt nok med at komme til Hjallerup.

Her havde samtlige hunde fra Gjerlev fået navne efter figurer fra Matador, og familien udsøgte sig hunden ”Maude.”

Allerede da de ankom til dyreinternatet i Hjallerup var Maude i fin stand. Hun var vasket og klippet helt kort, fordi hun havde gået i sin egen afføring. Dertil kom, at hun manglede fire tænder.

»Fysisk var hun kommet i fin stand på internatet, men hendes psykiske tilstand var meget sølle,« fortæller Jørgen Stigsen.

De syntes ikke det lød rigtigt at kalde på Maude, og hundens sind passede slet ikke til Matadorseriens Maude, som altid går i seng, hvis der sker noget, som ikke passer hende. Derfor blev Maude omdøbt til Mulle.

Det var tydeligt, at Mulle har været udsat for en brutal og afstumpet behandling. Da hun kom til Randers, var hun meget urolig, havde ingen tidsfornemmelse, og var ikke renlig.

»Folkene fra internatet meddelte os, at vi skulle gabe og smaske for at berolige hende. Vi virkede nok lidt mærkelige, da vi hele tiden gik og gabte og smaskede,« griner Amalie. Men de gjorde det for at gøre hverdagen til en fest for Mulle.

I starten åd Mulle ofte Silles og egen afføring, og det tager familien som et udtryk for, at hun hele tiden har måttet kæmpe for maden.

Den lille Mulle var utryg og bange, og bar præg af, at hun aldrig havde haft en positiv kontakt med mennesker.

»Da jeg første gang tog hende op, og ville kæle, var hun stiv som et bræt, og hun kunne slet ikke finde ud af at slappe af,« påpeger Lene Aakjær.

De første måneder måtte de stå op 3-4 gange om natten, og Mulle var i begyndelsen bange for forskellige lyde. Hvis der f.eks. blev flyttet en stol farede hun sammen. Lene Aakjær mener, at det kan skyldes de høje lyde som opstod, når andre hunde blev skudt.

Jørgen Stigsen erkender, at det har været hårdt arbejde at få stabiliseret hundens adfærd nogenlunde.

»Vi aftalte, at der skulle ske en positiv udvikling indenfor et år. I april har vi haft hende i et år, og hun er en helt anden hund, som hurtigt har fået en anden og bedre adfærd, og er blevet langt mere rolig,« pointerer Jørgen Stigsen. Her har det hjulpet med, at familien har så stor erfaring med hunde, at de kan tyde de signaler, som hunden kommer med.

Nu er Mulle som en søster til Sille, og hun er blevet mere tryg og rolig. Hun ligger også i sengen ved Lene, som ellers utvetydigt havde erklæret, at hun aldrig skulle have hund i sengen.

At familien er store dyrevenner blev bevist den 2. maj i år, hvor Mulle havde 3 års fødselsdag. Her blev der selvfølgelig serveret hundelagkage med leverpostej og hundekiks.

På spørgsmålet om, hvorvidt de ville gøre det igen, hvis der kom en lignende sag, svarer de tre omgående ja, i munden på hinanden.

»Det er vi helt klar på at gøre igen,« understreger Lene Aakjær.

Familien modtog en bange, utryg og anspændt hund, men har nu en lille prinsesse, som i overvejende grad er glad, og passer på familien.

Det beviser hvor langt man kan komme med kærlighed og godbidder.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*