Færge med 335 om bord ramt af maskinnedbrud i Østersøen

En DFDS-færge med 335 passagerer om bord blev tirsdag ramt af et nedbrud i maskinrummet undervejs fra Kiel i Tyskland til Klaipeda i Litauen.

Det skriver DFDS i en pressemeddelelse.

Skibet, Regina Seaways, udsendte et nødsignal, der blev opfanget af det litauiske militær, der sendte en helikopter mod skibet.

Nyhedsbureauet Reuters berettede tirsdag om en mulig eksplosion i maskinrummet, men dette afkræfter DFDS.

Nedbruddet i maskinrummet forårsagede en såkaldt olietåge, der udløste skibets slukningssystem.

Ingen passagerer eller besætningsmedlemmer er således kommet til skade. Skadens omfang på skibet er dog ikke kendt endnu, og det er usikkert, om færgen kan fortsætte ved egen kraft eller skal have assistance fra slæbebåde.

Ifølge skibets redningsprocedure igangsatte besætningen evakuering, men den blev hurtigt afblæst.

/ritzau/

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*